En fortælling om et fugledrama
Puha et fugledrama vi har haft! I vores "have" her på campingpladsen har der været 2 reder. En musvitrede og en blåmejserede. Musvitterne slog sig ned i et gammelt musebo i en stor træstub. Det forløb gnidningsløst (udover at den stakkels mus måtte finde nyt sted at bo), far musvit og mor musvit fløj i fast rutefart frem og tilbage med larver i næbbet til de små pus i hullet. Jeg sneg mig til at kigge til dem i ny og næ. Lyste derned med en pandelampe, og det var en fryd at se de små forvandle sig fra små skravl med store gule munde, til små mini-musvitter der nysgerrigt tittede op. En dag var de væk. Hele familien. Først blev jeg lidt trist, men blev hurtigt afløst af glæde ved livet og moder natur. Det gik som det skulle, 4 nye musvitter var født og nu ude i verden.
Så var der blåmejserne. Jeg er vild med de smukke små mejser med blå kalot. Så begejstringen var stor da jeg opdagede det var en sådan der havde valgt at lægge æg i min gamle fuglekasse, som der faktisk aldrig er nogen fugle der har villet bo i. Den var måske også mest til pynt...onde tunger påstod den var for lille. Men nu bor vi jo selv under små kår...så det må sådan nogen småfugle da også kunne. Og hvis ikke, så var det stadig en nuttet lille redekasse der pyntede fint i haven.
Nå men, blåmejsen lagde 3 æg, (fandt jeg senere ud af), og efter et stykke tid klækkede de, og nu startede så rutefarten. Her virkede det som om der kun var 1 der fodrede, og ikke både mor og far, som hos musvitterne. I hvert fald var der ikke fodringskø, som der af og til var hos musvitterne.
Vi begyndte at kunne høre spæde fugleunge pipperi fra kassen, og så en dag blev pipperiet højere.
De små pus havde forladt reden og befandt sig nu på græsplænen! Først blev jeg vildt glad, men det blev ret hurtigt afløst af bekymring, fordi jeg kunne se de absolut ikke var flyvefærdige. Bevares, de havde fjerdragt og man kunne se det nok ikke ville vare længe før de kunne flyve, men i nuet, der var de 3 små hjælpeløse fjerbolde. Eller dvs. den ene unge virkede lidt foran de andre, den kunne godt baske lidt med vingerne og hæve sig lidt op, f.eks. på en pind.
De andre 2 sad på græsset og så forvirret ud. Moder Blåmejse var ikke at se, og jeg kunne ikke fatte hvorfor de havde forladt reden?? Jeg spurgte på Facebook; er dette rigtigt...skal jeg gøre noget? Første svar var; bare lad ungerne være, de klarer sig og Mor vil komme og fodre. Nå ok, tænkte jeg, så er det det jeg gør. Jeg ville simpelthen ikke ane hva jeg skulle stille op med de 2 bette skravl ellers. Så den løsning tog jeg hurtigt til mig.
Et par timer senere kom der flere beskeder til mig på Facebook. Det var fra bekymrede gruppemedlemmer der mente at det IKKE var ok at lade ungerne være (som nu i mellemtiden havde fået tumlet/basket sig vej ud af haven og ud på den anden side af hegnet). De mente ungerne var blevet SULTET ud af reden. Mor var DØD, og ungerne ville sulte ihjel eller det der var værre.
Åh mand, hvor blev jeg bange. Jeg skyndte mig ind og hentede en kasse, smed den i cykelkurven og ville resolut cykle om og hente de 2 unger der sad og pippede på den anden side af hegnet. På vej derop fik jeg dog kolde fødder. Jeg mente jeg havde hørt at det faktisk slet ikke var tilladt at opfodre vilde fugle, og jeg anede jo hat om sådan noget i øvrigt. Så jeg beslutt4ede at ringe 1812.
Fik en sød ung pige i røret, som forsikrede mig om at det bedste jeg kunne gøre, var at lade de små unger være. Hun var sikker på Mor Blåmejse stadig var der, og kom og fodrede de små på jorden.
Hmmm... jeg var i tvivl. Mit Disney-Moder-Dyrehjerte gik helt amok og havde allermest lyst til at hente de små pus og så bare finde ud af hvad jeg skulle gøre derefter.
Besluttede at se tiden lidt an.
Det blev aftensmad spisetid og jeg kunne stadig af og til høre de små kalde. Efter maden gik vi tur med Albert og jeg gik om forbi ungerne... de sad fandme stadig på jordknolden ved bækken, og nu syntes jeg de så alt for ensomme og sårbare ud, natten ville snart komme, hvad skulle der blive af dem?
Så ringede jeg igen til 1812. Denne gang fik jeg en yngre fyr i røret. Jeg forklarede ham hændelserne, og han lød så forstående at jeg begyndte at stortude, og snøftende fik fortalt en lang svada, om de grimme beskeder på facebook og 2 ensomme fuglebørn, og mig der følte mig som en morder og uansvarligt menneske.
Jeg ved ikke hvem manden var, men jeg ved at det er lige sådan en som ham der skal sidde i det arbejde hos 1812. Han hjalp mig så meget til at forstå at det var livsvigtigt for ungerne at jeg ikke tog dem hjem. De ville blive håndtamme hvis jeg gjorde det, og de ville aldrig lære at klare sig selv i naturen. MEN, hvis jeg i morgen tidlig kunne se de lå og så dårlige ud, så var det tegn på de manglede mad og at der vitterlig ikke var nogen fuglemor til at fodre, og så skulle jeg ringe igen, og så ville de hjælpe. Lige nu, ud fra hvad jeg fortalte, så troede han på der var en fuglemor, for ellers ville de slet ikke være så friske som de var.
Jeg valgte at stole på ham. Jeg vidste godt det var en risiko, og han lagde heller ikke skjul på, at risikoen for at den ene eller dem begge ville dø, den var til stede. Men med lidt held ville det gå.
Den 3. blåmejse havde jeg ikke set siden den sad i buskadset, så jeg håbede sådan den havde klaret sig.
Næste morgen gik jeg skyndsomt om til stedet hvor jeg sidst havde set ungerne. Jeg kunne ikke høre kald fra dem længere. Kl. var halv 9. Der var ingen unger at se på jordknolden eller i området omkring bækken. Vidste ikke helt hvad jeg skulle tænke... men så fik noget mig til at kigge ned i bækken... og dernede lå der en lille blåmejseunge med hovedet nedad. Druknet.
Hold nu op hvor blev jeg ked af det. Jeg tudede og tudede, og følte mig igen som uansvarlig morder.
Følelsen sad i mig helt ud på eftermiddagen. Jeg sad ude i haven, og pludselig hørte jeg en velkendt lyd: Blåmejseunger!!! Jeg troede simpelthen ikke mine egne øjne, da jeg pludselig så 2 friske blåmejseunger hoppe rundt i de små træer på vores grund, jeg stod bare med åben mund og polypper "Whaaaaat???"
What a day, sikke en rutsjebanetur. Fra tragedie til lykke. 2 blåmejseunger ud af 3 havde alligevel, trods alle odds, overlevet. De havde fundet hinanden, og nu fløj de bare rundt og så friske og sorgfrie ud.
Jeg er så taknemmelig over at de overlevede, og uendelig taknemmelig over manden fra 1812, og ekstra uendelig taknemmelig over at Blåmejsebørnene lige kom forbi og sagde hej og farvel, vi har det godt.
Så var der blåmejserne. Jeg er vild med de smukke små mejser med blå kalot. Så begejstringen var stor da jeg opdagede det var en sådan der havde valgt at lægge æg i min gamle fuglekasse, som der faktisk aldrig er nogen fugle der har villet bo i. Den var måske også mest til pynt...onde tunger påstod den var for lille. Men nu bor vi jo selv under små kår...så det må sådan nogen småfugle da også kunne. Og hvis ikke, så var det stadig en nuttet lille redekasse der pyntede fint i haven.
Nå men, blåmejsen lagde 3 æg, (fandt jeg senere ud af), og efter et stykke tid klækkede de, og nu startede så rutefarten. Her virkede det som om der kun var 1 der fodrede, og ikke både mor og far, som hos musvitterne. I hvert fald var der ikke fodringskø, som der af og til var hos musvitterne.
Vi begyndte at kunne høre spæde fugleunge pipperi fra kassen, og så en dag blev pipperiet højere.
De små pus havde forladt reden og befandt sig nu på græsplænen! Først blev jeg vildt glad, men det blev ret hurtigt afløst af bekymring, fordi jeg kunne se de absolut ikke var flyvefærdige. Bevares, de havde fjerdragt og man kunne se det nok ikke ville vare længe før de kunne flyve, men i nuet, der var de 3 små hjælpeløse fjerbolde. Eller dvs. den ene unge virkede lidt foran de andre, den kunne godt baske lidt med vingerne og hæve sig lidt op, f.eks. på en pind.
De andre 2 sad på græsset og så forvirret ud. Moder Blåmejse var ikke at se, og jeg kunne ikke fatte hvorfor de havde forladt reden?? Jeg spurgte på Facebook; er dette rigtigt...skal jeg gøre noget? Første svar var; bare lad ungerne være, de klarer sig og Mor vil komme og fodre. Nå ok, tænkte jeg, så er det det jeg gør. Jeg ville simpelthen ikke ane hva jeg skulle stille op med de 2 bette skravl ellers. Så den løsning tog jeg hurtigt til mig.
Et par timer senere kom der flere beskeder til mig på Facebook. Det var fra bekymrede gruppemedlemmer der mente at det IKKE var ok at lade ungerne være (som nu i mellemtiden havde fået tumlet/basket sig vej ud af haven og ud på den anden side af hegnet). De mente ungerne var blevet SULTET ud af reden. Mor var DØD, og ungerne ville sulte ihjel eller det der var værre.
Åh mand, hvor blev jeg bange. Jeg skyndte mig ind og hentede en kasse, smed den i cykelkurven og ville resolut cykle om og hente de 2 unger der sad og pippede på den anden side af hegnet. På vej derop fik jeg dog kolde fødder. Jeg mente jeg havde hørt at det faktisk slet ikke var tilladt at opfodre vilde fugle, og jeg anede jo hat om sådan noget i øvrigt. Så jeg beslutt4ede at ringe 1812.
Fik en sød ung pige i røret, som forsikrede mig om at det bedste jeg kunne gøre, var at lade de små unger være. Hun var sikker på Mor Blåmejse stadig var der, og kom og fodrede de små på jorden.
Hmmm... jeg var i tvivl. Mit Disney-Moder-Dyrehjerte gik helt amok og havde allermest lyst til at hente de små pus og så bare finde ud af hvad jeg skulle gøre derefter.
Besluttede at se tiden lidt an.
Det blev aftensmad spisetid og jeg kunne stadig af og til høre de små kalde. Efter maden gik vi tur med Albert og jeg gik om forbi ungerne... de sad fandme stadig på jordknolden ved bækken, og nu syntes jeg de så alt for ensomme og sårbare ud, natten ville snart komme, hvad skulle der blive af dem?
Så ringede jeg igen til 1812. Denne gang fik jeg en yngre fyr i røret. Jeg forklarede ham hændelserne, og han lød så forstående at jeg begyndte at stortude, og snøftende fik fortalt en lang svada, om de grimme beskeder på facebook og 2 ensomme fuglebørn, og mig der følte mig som en morder og uansvarligt menneske.
Jeg ved ikke hvem manden var, men jeg ved at det er lige sådan en som ham der skal sidde i det arbejde hos 1812. Han hjalp mig så meget til at forstå at det var livsvigtigt for ungerne at jeg ikke tog dem hjem. De ville blive håndtamme hvis jeg gjorde det, og de ville aldrig lære at klare sig selv i naturen. MEN, hvis jeg i morgen tidlig kunne se de lå og så dårlige ud, så var det tegn på de manglede mad og at der vitterlig ikke var nogen fuglemor til at fodre, og så skulle jeg ringe igen, og så ville de hjælpe. Lige nu, ud fra hvad jeg fortalte, så troede han på der var en fuglemor, for ellers ville de slet ikke være så friske som de var.
Jeg valgte at stole på ham. Jeg vidste godt det var en risiko, og han lagde heller ikke skjul på, at risikoen for at den ene eller dem begge ville dø, den var til stede. Men med lidt held ville det gå.
Den 3. blåmejse havde jeg ikke set siden den sad i buskadset, så jeg håbede sådan den havde klaret sig.
Næste morgen gik jeg skyndsomt om til stedet hvor jeg sidst havde set ungerne. Jeg kunne ikke høre kald fra dem længere. Kl. var halv 9. Der var ingen unger at se på jordknolden eller i området omkring bækken. Vidste ikke helt hvad jeg skulle tænke... men så fik noget mig til at kigge ned i bækken... og dernede lå der en lille blåmejseunge med hovedet nedad. Druknet.
Hold nu op hvor blev jeg ked af det. Jeg tudede og tudede, og følte mig igen som uansvarlig morder.
Følelsen sad i mig helt ud på eftermiddagen. Jeg sad ude i haven, og pludselig hørte jeg en velkendt lyd: Blåmejseunger!!! Jeg troede simpelthen ikke mine egne øjne, da jeg pludselig så 2 friske blåmejseunger hoppe rundt i de små træer på vores grund, jeg stod bare med åben mund og polypper "Whaaaaat???"
What a day, sikke en rutsjebanetur. Fra tragedie til lykke. 2 blåmejseunger ud af 3 havde alligevel, trods alle odds, overlevet. De havde fundet hinanden, og nu fløj de bare rundt og så friske og sorgfrie ud.
Jeg er så taknemmelig over at de overlevede, og uendelig taknemmelig over manden fra 1812, og ekstra uendelig taknemmelig over at Blåmejsebørnene lige kom forbi og sagde hej og farvel, vi har det godt.
Kommentarer
Send en kommentar