Uvidende og lykkelig

De senere dage har jeg passet godt på mig selv. Jeg har sorteret alt det fra som har stresset mig, og Jens har været sød til at fungere som et slags filter for mig.

Midt i alt det svære, er jeg glad for at jeg ikke er depressiv. Det kunne lige så godt være gået den vej, men i stedet er det stress.

Så disse dage er fuld af ro og bevidste valg. Det er dejligt. Jeg har gået og tænkt mange tanker omkring det der med tid og mål og ønsker. Man ser jævnligt de der citater der siger noget med; Brug dagen i dag, du ved ikke om det bliver din sidste, Lad vær med at tælle hver time men lad hver time tælle.... alle sådan nogle citater som jo er skrevet i den bedste mening, men... for mig kan de godt give stress. Den anden dag sad jeg og hørte en playliste med dansk musik mix, og heriblandt var TV2 nummeret "Det mørke jylland". Steffen Brandt ramte bare så meget spot on, måske mere end han havde troet, dengang i 1985 - før Facebook og Instagram og Twitter og Snapchat fortalte os allesammen hvor meget vi hele tiden går glip af. Før støjen fyldte vores hoveder. 

Jeg ved at jeg sandsynligvis går glip af noget
og tænk hvis jeg nu ikke får det hele med
der gik livet lige forbi med klar besked
mens jeg selv var væk, et øjeblik, et helt andet sted

Jeg kører rundt og er lykkelig
for så vidt jeg ved
jeg har alt hvad jeg tør ønske mig
i min uvidenhed

Det er præcis sådan jeg har det faktisk. Opdager, at de små øjeblikke af lykke, får lov at trænge igennem, nu hvor støjen ikke på samme måde er en barriere. Jeg kan gå en lille tur med Albert, og så bliver jeg pludselig opfyldt af følelsen af at jeg har hvad jeg tør ønske mig, jeg er lykkelig med min mand og mit liv. Jeg er helt og aldeles uvidende om hvad der sker ude i verden - og ja, på Facebook. For første gang i flere år aner jeg ikke hvad der sker på de sociale medier. Bevares, jeg ved mere om perler end jeg nogensinde før har gjort, fordi jeg kigger perle-videoer på youtube, det er så afstressende at jeg ofte falder i søvn med nål og perle i hånden. 

 Af og til kigger jeg ud af vinduet. Bare kigger. På træerne der svajer i vinden, på mågerne og kragerne, på skyerne der flytter sig hurtigt fordi det blæser ret meget. Jeg kan ikke høre nogle af tingene, for jeg sidder indenfor, men her er tyst indenfor og det giver ro at kigge ud på naturens bevægelser. Jeg kan godt li at kede mig. Så føler jeg næsten helt fysisk at mit stress-glas tømmes lidt.