Få mindre ud af dine dage



Så blev det 2020. Jeg har gået og spekuleret over hvad der skulle være mit mål og mine drømme for dette år. Jeg synes de senere år har bragt mig så mange fantastiske oplevelser og opfyldelse af både tidligere mål og drømme, så jeg vidste ikke rigtig hvad jeg følte jeg kunne drømme mere om. Luksusproblem! Jeg kom så frem til 1 ting jeg endnu mangler at komme i mål med, og det skal så blive målet her i 2020. Jeg vil gøre dagene længere! Det kan man ikke, men så må man låne...og hvordan gør man så det? Det kan man f.eks. gøre ved at proppe mindre ind i de dage man har til rådighed.

Jeg har faktisk længe følt mig stresset, og følt at dagene bare suser forbi mig. Det ene øjeblik spiser jeg morgenmad, og med et blink er det pludselig blevet aften. Det er slet ikke i orden, når jeg oveni jo ikke er ung længere. Jeg vil frygtelig gerne nå at mærke mine dage. Mærke mig selv i de dage. Være til stede. De øvrige år har det handlet om at nå at opleve bestemte ting inden det blev for sent. Rejse steder hen mens jeg endnu kunne.

Temaet for i år bliver at skabe balance, så mine dage bliver længere. Jeg vil slukke for de sociale medier mere, jeg vil slukke tv'et mere, tænde mere for den stille musik i baggrunden, fordybelsen, håndarbejdet, gåturene uden telefon, sidde på træstubbe i skoven med kun fuglesang som velkommen forstyrrelse, og med mennesker jeg elsker, ved min side.

Løb bliver en mindre del af mit liv i 2020, da jeg skal have nyt knæ her i første kvartal. Hvad der sker derefter, det må tiden vise.

I aftes var Jens til julefrokost med kollegaerne, og jeg var alene hjemme. Jeg satte Il Divo album på afspilleren, og sad og øvede mig i perlesyning. Der var en skøn fredfyldt stemning. Ingen forstyrrende tv, facebook, instagram, - bare blid opera og håndarbejde, og en aften der var længere end aftenerne længe har været. Den stemning og følelse er billedet på hvad jeg ønsker 2020 skal være.

Inden længe flytter vi på camping, og det er mit håb at min stress-nisse ikke flytter med. Jeg drømmer om et slags gammeldags campingliv, uden alt det støj. Kan vi se hinanden, gennem alt det støj? Jeg ønsker at se dem jeg elsker, og jeg ønsker at se mig selv. Nogle gange er der bare ikke tid fordi der er for meget støj. Og for mange skærme.

Vi tror vi går glip af noget, når vi ikke tjekker facebook og instagram. Derfor gør vi det ved hver given lejlighed og pause. I virkeligheden, søde mennesker, - så går i glip af noget mere vigtigt, ved at lade skærmen fylde så meget; Livet...nærheden...dine uforstyrrede tanker og refleksioner.
Prøv at slip skærmen af og til. Hold pause fra den. Mærk stilheden. Løft hovedet og se menneskene omkring dig. Slip stressen.

Well anyway, - det er mit mål for 2020. Gøre dagene længere.
Desuden ønsker jeg at leve mere klima venligt. At inkorporere endnu flere gode vaner.

Godt nytår. 

Kommentarer