Det der med (guld)alder og restitution...

Det kan godt være alderen bare er et tal, og indeni føler man sig stadig som om man var 25… men faktum er at for langt de fleste, så er det mere end bare et tal. I hvert fald når det gælder fysikken. Er du en af dem (os) der har fået den tossede idé at begynde at løbe i denne vores “guldalder”, så læs med her om de erfaringer jeg har gjort mig.
Selfie-eksperiment ved Randbøl hede

Jeg fylder selv 51 i næste måned, og startede med at løbe sidst i 2016. Jeg anede ikke noget som helst om det, hoppede bare i et par sko og begyndte at løbe. Efter nogen uger med begyndende smerter i skinnebenet, begyndte jeg at følge et løbeprogram og det har været rigtig godt, men én ting jeg ikke synes der bliver taget højde for i alle de løbeprogrammer jeg har kigget på, er ens alder. Når man er 25 restituerer man ret hurtigt, men når man er 50+ er sagen en anden. Man restituerer langsommere, man har brug for flere hviledage, og faktisk har man nok også brug for at gå langsommere frem, end hvad løbeprogrammet foreslår, for at undgå skader.
Set i bakspejlet skulle jeg have nøjedes med at løbe 2 gange i ugen, og jeg skulle kun have øget træningstiden, med 10% max. pr. uge. Men man vil jo så gerne… måske opdager man at det her løberi, det er dælme fedt! Man brænder efter at komme afsted igen. Så man bliver utålmodig og vil bare gi den gas. Sådan har jeg selv haft det, og sådan har jeg det stadig. Jeg kan bare mærke at min krop ikke vil det samme mit hoved vil. Nu, efter at have løbet siden november ca., erkender jeg at jeg er nødt til at blive bedre til at lytte til min krop, fremfor til mit hoved.
Så, til jer nye løbere af en ældre årgang… gå forsigtig frem. Løb er en hård belastning for kroppen, og restitution er uhyre vigtig. Måske synes i det er pinligt at i løber langsomt, og måske kun korte distancer, men det er IKKE pinligt… det er superfedt at i er gået i gang. Løb er godt for så mange ting, både kropsligt og mentalt, men det KAN også ødelægge. Mangel på restitution kan føre til udtrætning, og for meget fysisk belastning kan give fysiske skader, såsom skader på led, bl.a. knæ. Er man først blevet overbelastet og udtrættet, kan det tage lang tid at komme tilbage igen, og det kan gå udover alle andre aktiviteter i ens liv, fordi man simpelthen går rundt og er smadret hele tiden. Desuden… ja så er det faktisk ikke ualmindeligt at man som 50+’er har lidt gigt i kroppen. Bl.a. knæene har ofte lidt gigt, det har mine. Derfor er det ekstra vigtigt man passer på dem, de skulle gerne holde mange år endnu, og er meget udsatte når man løber.
Så… gå langsomt, langsomt frem…små ture i starten…lavt tempo hvor du dog får pulsen op, men ikke helt op i det røde felt…træn kun et par gange i ugen… øg tiden med max 10% pr. uge, dvs. løber du 40 minutter pr. uge i alt, så må du øge 4 minutter. Ignorér IKKE smerter! Lyt til dem, med det samme, stop op, sæt farten ned, hold en pause… for alt i verden skal du ikke bare fortsætte, – det er den direkte vej til en løbeskade. Tilføj meget gerne lidt styrketræning et par gange i ugen, for at styrke dine led, til at kunne klare belastningen. Hav tålmodighed, glemt alt om pace og distancer, – du skal nok nå det, du skal nok blive bedre og bedre og mere udholdende, og måske hurtigere og hurtigere, – men lad det komme lidt naturligt. Og det VIL tage tid… længere tid end for de unge. Men du skal nok nå det. Jeg har selv bemærket at jeg har øget min pace de sidste par måneder helt naturligt, uden jeg har gjort noget særligt for det. Jeg er bare ved at komme i bedre form, og så øges farten automatisk. MEN…den falder igen, ret drastisk endda, hvis jeg glemmer at restituere, for så bliver min krop for træt og jeg yder slet ikke optimalt, – hverken i løbeskoene eller i alle andre situationer i mit liv hvor jeg skal yde noget fysisk.
Dette er bare mine erfaringer. Jeg har ingen speciel ekspertise på området, jeg har blot mærket på min egen krop hvad der har været godt og skidt. Måske vil det være anderledes for dig, der er nok ikke en eksakt facitliste, men det ER bare vigtigt vi husker – lige på dette her område – at vi IKKE er 25 mere.
Pas på dig selv, og bliv en glad løber resten af livet. 
Løbetur ved Frederikshåb plantage og Randbøl hede


Kommentarer

Populære indlæg