Fra trist til glad på 5 timer

Påskesøndag, vejret var ikke noget at skrive hjem om. Humøret heller ikke. Næsten en uge uden løb nu... det kan mærkes på humøret. Besluttede mig for en gåtur, så lavede en spand kaffe og smurte en madpakke og så gik jeg hjemmefra ud mod Harte. Hovedet var fuld af tanker. Satte musik på og lukkede mig inde i min egen lille verden. Hørte hverken fuglesang eller støjen fra motorvejen i baggrunden. Kom op til Harte Kirke, og kunne mærke jeg skulle tisse, så gik ind og lånte toilettet. Opdagede jeg havde glemt en ekstra vandflaske, så fyldte vand i den jeg havde husket at få med. Jeg gik videre, og nåede ud til stien før Stallerup sø. Den har været lukket før, spærret af en mark med græssende køer, men et koncept fra Harte værket har fået den åbnet. Eller dvs.... det skulle den have været. Men var den bestemt ikke. Jeg pakkede musikken væk, og gik hen ad stien, med søen til min venstre side. Fuglene sang. En skovskade fløj forbi mig. I et lille træ hoppede en Gærdesmutte rundt. Svaner og gæs lettede og landede på søen, fløj larmende over hovedet på mig. Mit hoved var ikke længere fuld af trælse tanker. Jeg var bare til stede. Nød fuglene omkring mig. Fandt en pind som lige præcis passede til min højde som vandrestav. Havde nemlig glemt mine vandrestave i bilen derhjemme. Men nu havde naturen, universet, en eller anden, sørget for en anden til mig. Tak, univers. Mit knæ havde brug for den.
Stien blev mere og mere udfordrende. Skulle forcere alle mulige hegn og balancere på brædder der nødtørftigt skulle fungere som smalle broer. Fik våde sko, helt ind til strømper og fødder. På en eller anden måde gjorde det mig ingenting, det var som om at jo flere forhindringer jeg klarede, jo mere bøvlet og besværligt det var, jo bedre fik mit hoved det.
Det var tydeligt at her kom der ikke mange mennesker. Sikke et fugleliv der var!
Jeg stred mig frem, og til sidst lykkedes det at nå til slutningen af stien, det sidste stykke var langs Skallebæk å. Her overraskede jeg en Agerhøne og en Fiskehejre.
Nu kom jeg op til Egtvedvej og skrånede over og gik ind af en lille vej, hvor jeg vidste der for enden ville fortsætte en lille sti som ville føre mig over til Busholmvej, som så ville føre mig op til den lille hyggelige platform ved Skallebæk å ved Troldhedestien og Søndersø. Her har jeg før siddet og drukket kaffe og nydt stilheden.
På vejen op til Busholmvej langs den lille sti hørte jeg pludselig en fuglestemme jeg aldrig før har hørt. Stod stille længe og lyttede. Fandt kikkerten frem og afsøgte området hvor jeg mente lyden kom fra. Pludselig fik jeg 6 bløde brune øjne i mit synsfelt; det var 3 rådyr der stod helt stille og stirrede intenst på mig. Stadig i deres vinterdragt, men smukke var de nu alligevel. Jeg fandt ikke ud af hvad det var en fugl. Må spørge i fuglegruppen, fik den optaget nemlig.

Jeg gik videre, og over mig svævede nu en musvåge, der hang den egentlig længe, virkede som om den fulgte mig på vej.
Jeg nåede platformen ved åen, og plantede mig med min kaffe og madpakke. Havde gået næsten 9 km. Det var lidt koldt, så jeg havde trukket min Buff op over min kasket og derudover hætten fra min trøje. Der sad jeg så på en kølig påskedag, alene, og men glad helt ind i sjælen. Lige dér, kunne livet ikke blive meget bedre.

Efter et stykke tid pakkede jeg sammen og begyndte hjemturen. Gik over Stallerup sø igen, men denne gang langs grusvejen på den anden side af søen. Fuglesang overalt, og efterhånden kan jeg faktisk genkende en del af dem, det er lidt sjovt. Så hørte jeg pludselig en anden lyd, en slags klukken. Og mod mig kom så 3 høns spadserende på stien. Jeg standsede op, og tog et billede af dem. De kom nærmere, til sidst var de helt henne ved mig, og den ene var sågar henne og undersøge min stok. Så gik de forbi mig, og fik følgeskab af en 4. makker, og de begyndte allesammen at rode rundt i noget buskads, skrabte med fødderne og pikkede i jorden. Gjorde mig glad at se sådan noget glade frie høns.

Jeg gik videre, håbede at møde min Skovhornugle som jeg før har mødt der i skoven på grusvejen men det var nok for tidligt på dagen til det. Jeg fortsatte op til Harte kirke, og drejede så ned mod åen, og ude på en lille "ø" lå der en svane på rede. Glæder mig til små svanebørn.

Da jeg kom ned til broen over Kolding å, kom der pludselig en hund imod mig. En meget, meget VÅD hund. En hyrdehund af en slags. Lidt efter den kom dens ejer, en mand på cykel. Han råbte hej og "Kom her" - det sidste var formentlig til hunden. Jeg spurgte om de havde været nede og bade. - Kun Sally, grinede han. Sally var glad og hoppende, manden og jeg sludrede lidt og berettede hvor vi havde været, og så fik Sally øje på min vandrestav og der opstod en mindre brydekamp  om hvem der skulle være den lykkelige ejer af den. Jeg vandt, - takket være manden der fik hende kaldt til sig.

5 timer tog min tur, 16 km, og det var 5 superskønne timer, jeg er glad og mit knæ klarede skærene.
Et par billeder:
















Kommentarer

Populære indlæg