Aktive dage

Min Endomondo fortæller mig at jeg har været afsted hver dag, enten på gåtur eller løbetur eller begge dele, i over en uge nu. Kan godt mærke det i kroppen. Jeg er lidt træt. Men det har været skønt. Jeg kan godt mærke at folk ikke helt forstår at jeg på den ene side snakker om at jeg har ondt i knæet, og samtidig løber og går ture hver dag. Men det er fordi det er så vigtigt for mig med motion, mentalt set. Derfor er jeg villig til at gøre det med de smerter der nu en gang følger med. Jeg ved ikke hvad der er galt med knæet, afventer svar fra scanning, men ærligt så tror jeg bare det er overbelastning der har skabt noget inflammation. Og det er egentlig også en af grundene til at jeg fortsætter med at løbe og gå, for tror ikke jeg som sådan har en knæskade, det er bare noget overbelastning jeg må leve med. Sådan tænker jeg. Det skal ikke stoppe mig at jeg har ondt. Det nægter jeg simpelthen. Lægen mistænkte at det var menisken igen, men det tror jeg ikke det er. Jeg synes jeg kan mindes det var anderledes dengang jeg havde en læsion på menisken. Der låste mit knæ også indimellem, hvilket det ikke gør nu. Det gør bare ondt. Mest når jeg går, knap så meget når jeg løber. Når jeg har siddet stille i sofaen et stykke tid, og skal i gang, gør det hundehamrende nullernaller, det er lige før jeg må bide mig selv i læben for ikke at skrige højt. Jeg har egentlig vænnet mig til at have smerter hele tiden, men nogen dage bliver jeg bare så træt af det. Nogen dage synes jeg det er uretfærdigt. Men sådan skal man ikke tænke, så fastholder man sig i en dum offerrolle, og uanset hvad, så er mine smerter selvforskyldt. Jeg tager ikke smertestillende med mindre jeg simpelthen ikke kan sove for smerter. Jeg synes jeg har taget piller nok i mit liv, og jeg vil hellere forsøge at hjælpe og støtte mit knæ til at klare sit arbejde, - som f.eks. de vandrestave jeg er begyndt at bruge til vandreturene, de er altså gode, og dem vil jeg helt klart anvende i Spanien.

Nå men... nok om knæ!

Mandag til torsdag gik jeg tur med min luftehund Elena hver dag ved middagstid. Det er så hyggeligt med Elena, og jeg føler mig så elsket ;) Hun bliver så glad når jeg kommer, så får jeg møsser og en hoppende glad Cavalier med logrende hale.


Elenas kæreste Buster var ude i haven da vi kom forbi. Stor gensynsglæde.

........................................................................
Fredag efter job kørte jeg ud til min gode ven, og så kørte vi ud til Ødis og løb en tur ved søen og i Drenderup skov. Superdejlig tur. Vi mødte en fasan der dårligt gad flytte sig da vi ellers kom ret tæt på.



........................................................................
Lørdag kørte vi til Tørskind Grusgrav, og begav os ud på noget af en vandretur rundt i Vejle Ådal. Jeg havde gået der før, så vidste godt at terrænnet var meget kuperet. Det var god træning til caminoen, og jeg fik testet om vandrestave mon ville være godt for mit knæ, og det var de.
Klik på billedet for link til flere billeder fra denne dag.

 Vejle Ådal

........................................................................

Søndag skulle jeg op og have scannet mit knæ, og Leo var så sød at køre mig derop. Bagefter tog vi til Fredericia og løb en tur rundt til de kendte steder. Vi er begge født og opvokset i Fredericia, men fraflyttet for flere år siden. Vejret var fantastisk, solskin og blå himmel. Sluttede af med en is på havnen.









........................................................................
I dag, mandag, havde jeg arrangeret gruppetur til Drenderup skov, og vi var 13 afsted. Det var lidt køligt og blæsende og jeg var faktisk for træt og havde ondt i knæet, men kom dog afsted og det var hyggeligt at se både nye og kendte mennesker. Vi gik ca. 6 km.



........................................................................

Nu er det snart påskeferie, kun 1 arbejdsdag tilbage. Jeg kan også mærke jeg trænger til at holde fri. Dog er påsken ret besat for mit vedkommende. Onsdag tager jeg op til min datter og bliver der til torsdag hvor vi skal til Ree park, fredag måske løbetur ved Trelde Næs, lørdag over til min anden datter i Slagelse, søndag ingen planer, og mandag er der gruppe-vandretur til Vejle Ådal, - en kortere version af den som Leo og mig tog i lørdags. Jeg håber på der ligger svar på scanningen tirsdag efter påske. Er meget spændt på om der overhovedet er noget at se, eller om det bare er skaberi med mig ;)

Kommentarer

Populære indlæg