Jeg, en overspiser

I Godmorgen Danmark for et par dage siden, var emnet Spiseforstyrrelser oppe og vende. De snakkede om overspisning, og der blev jeg klar over at det er dét jeg er. Overspiser, med stort O. Jeg har mine fredage hvor jeg går så meget amok i slik og kager at det hænder (ret tit) at jeg må ud og kaste op. Resten af ugens dage går med at tænke på mad konstant, tænke at nu skal jeg altså tabe mig, få dårlig samvittighed når jeg ikke overholder det, og sådan kører det hele tiden. Mad rimer på Had, - selvhad.

Jeg aner ikke hvad det vil sige at leve med en stabil vægt, min vægt hopper og danser op og ned, og sådan har det været stort set i hele mit voksenliv. Ikke bare et par kilo, men ofte 10-15 kilo op og ned. Hvis ikke jeg var den struktur- og kontroltrunte som jeg er, ville jeg veje dobbelt så meget som jeg gør.

Men hver dag er en udfordring. Hvor lidt kan jeg spise i dag, ender altid med Hvor lidt kan jeg undgå at overspise i dag. Jeg blev klar over det, da jeg så udsendelsen. Blev klar over at det altså ikke er sådan alle mennesker lever. Mad er en besættelse for mig. Især alt det forbudte; kage og chokolade.

Jeg køber ALDRIG ind i større mængder, køber kun det ind jeg vil sætte til livs om fredagen. For hvis jeg har noget hjemme, æder jeg det. Rub og stub. Jeg er ikke i stand til, ligesom mange andre, at have noget liggende i skabet i ugevis, og bare nøjes med at tage et enkelt stykke slik hver 2. dag. Nej, ligger der en pose slik derinde, er det 1-2-3 væk i en sæk. Min sæk. Jeg køber kun de små bægre is (dem med en halv liter i), det er dobbelt så dyrt som regel, som hvis jeg købte en hel liter af det billige is, men køber jeg en hel liter, æder jeg det også, på én gang endda, eller allerhøjst afbrudt af en times pause. Jeg er ulækker og føler mig så ulækker efter spiseorgiet om fredagen at jeg nægter at gå nogen steder den dag, og vil heller ikke have besøg. Det er officielt min ædedag, og der æder jeg bare, hader mig selv, kaster op, og æder så noget mere. Elsker at spise alle de gode sager jeg får købt ind. Men hader følelsen bagefter, både den psykiske og fysiske følelse. Og alligevel kan jeg ikke lade være, selvom jeg jo ved de dårlige følelser ligger lige i kølvandet på de gode. Jeg k-a-n ikke styre mig. Eller måske er det "Vil ikke"? Jeg mister i hvert fald kontrollen for en stund.

Kontrol er nøgleordet for mig, kontrol kontrol kontrol. I perioder hvor jeg har haft mine psykiske nedture mister jeg som regel kontrollen, har simpelthen ikke overskuddet til det, og så er vægten stigende. Det hænder så at depressionen bliver så slem at jeg helt mister appetitten, det er sket et par gange, og så er vægten raslet ned, men oftest går det sådan at jeg slet ikke magter at kontrollere mine ædeflip, og så tager jeg ganske meget på.

I øjeblikket har jeg marcipan, chokolade og nougat liggende i køleskabet. Det skal bruges d. 21. når ungerne kommer og vi skal lave konfekt. Har kampe tusind gange om dagen med mig selv, og ja der er smuttet en del, så jeg må have fyldt lageret op inden d. 21. hader mig selv for det, men faktisk ku det ha været meget værre, så jeg burde egentlig være lidt stolt af mig selv. Men det er jeg ikke. Tanken om det ligger i baghovedet på mig hele tiden, tanken om at liiiige derude...ligger herlighederne. Bander lidt af mig selv; hvorfor skulle jeg da også købe det i så god tid...men veninden skulle til Tyskland og der er det jo meget billigere, sååå....inderst inde velvidende at det hele ender med at blive i hvert fald lige så dyrt som at købe det herhjemme, hvis ikke dyrere. Tsk tsk...

Det var et lille indblik i hvordan det er at være mig, en overspiser. Det er Selvhad med had på. Jeg trøster mig selv for at slippe væk fra selvhadet, og bagefter hader jeg mig selv endnu mere fordi jeg gav efter. Det gør så at jeg trænger til trøst...og ja sådan kører det i ring. Overspisning er en smerte, ikke kun som i ondt-i-maven, men smerte i sjælen. Overspisning er symptom på at noget er galt. I mit tilfælde er det min sygdom, mine tilbagevendende depressioner, som gør min sjæl øm og sårbar, og så er det jeg gir los og trøster mig selv med det jeg har lært som barn; putte noget i munden.

Drømmer lidt om at når jeg nu åbent erkender og indrømmer at jeg er overspiser, at jeg så kan blive helbredt, vipti vapti vupti - men sådan går det jo desværre nok ikke. Men drømme har man jo lov at have.

Mit barnebarn smilede sit første bevidste smil i dag! Det er så stort, og så pyt med at jeg er en klam og ulækker overspiser!

Kommentarer

Populære indlæg