En lille smule julestemning

Blev egentlig forbavset i går, da jeg erkendte vi kun var i november og jeg allerede var begyndt at pynte op. Det har altid været en uskreven og konsekvent regel, at der først skulle pyntes op 1. december. Mens børnene stadig boede hjemme, blev det en hel højtidelighed at hente kassen med julepynt ned fra loftet. Så skulle der pyntes op! Med nisser og gran over det hele. Jeg har faktisk aldrig selv været ret vild med julepynt. Synes nisser er grimme. Men lyskæder kan jeg godt li, og engle. Nu hvor ungerne ikke længere bor hjemme, er det sparsomt med julepynt herhjemme. I år bliver der hængt de ting op jeg selv laver; mine hæklede hjerter, stjerner og juletræer. Og så min stjerne med lys i. Derudover, ingenting. Julestemning kan godt komme, selvom der ikke er ret meget julepynt.

Misserne er altid meget hjælpsomme, så da jeg skulle hænge ranken op med mine hæklede ting i køkkenvinduet, ville de selvfølgelig gerne hjælpe til. Skal jeg være ærlig, tror jeg nu mest formålet var at tigge mælk.

Jeg vil gerne have stearinlys over det hele, det er så hyggeligt. Men med to missekatte som aldrig har lært at man ikke må gå på bordene, er det en umulighed. Min gamle mis - en perser - fik engang sin hale i flammer, fordi hun kom for tæt på en lysestage. Der skete heldigvis ingenting, vi var hurtige til at få smidt en klud over hende og kvæle ilden, inden den nåede hendes hud. Men oplevelsen sidder i mig, så jeg er meget forsigtig med stearinlys.Jeg har nogen få stående på udvalgte steder, steder hvor jeg ved misserne ikke springer op.

Kommentarer

Populære indlæg