Opskrift sokker pind 5,5



Jeg er fuld af beundring over dem der bare viptivaptivupti strikker trøjer på pind 2,5 eller 3 (og ganske misundelig også), men indrømmet; jeg er ikke ret hurtig til at strikke, har ikke megen tålmodighed, men vil se resultater hurtigt, så jeg strikker helst på pind 5 og opefter. Mine piger og svigerdatter vil gerne have hjemmestrikkede sokker, men jeg går for det meste fuldstændig død i at strikke dem på de der gængse pind 2,5, så jeg har i stedet opfundet opskrift på pind 5,5 - har også strikket nogen på pind 4, men 5,5 er favoritten. Det er blevet til nogen rigtig hyggesokker (eller ekstra lune sokker i vinterstøvlerne), og det er noget pigerne kan li. 

Fik lige lyst til at dele min opskrift på disse sokker, strikket på pind 5,5
Det er ikke sikkert det er den korrekte måde at strikke sokker på, men sådan har jeg altså gjort det :)

Jeg har brugt alm. uldgarn (og de holder nok ikke vildt længe, men nu er det jo også bare hyggesokker man kan tøffe rundt i derhjemme og ja, mor/svigermor kan jo altid strikke nogen nye ;)).
Jeg har også lavet nogen med 3 tråde strømpegarn, for at gøre dem ekstra tykke.

Str. 39-42

  • Slå 32 masker op på rundpind 5,5, 100 cm (eller længere), med magic loop. Strik 1 pind ret, og del arbejdet i 2 med 16 masker på hver pind, strik rundt.
  • Strik 5 cm rib
  • Strik til skaft måler 20 cm, der kan strikkes striber eller andet mønster eller bare ensfarvet.
  • Strik 5 cm glatstrik til hæl, frem og tilbage, over 16 masker (lad de andre 16 masker hvile)
  • Hælindtag: Strik til der er 6 masker tilbage, tag 1 maske af, strik 1 maske, træk løs maske over, vend. Strik til der er 6 masker tilbage, gør som ovenstående. Næste gang strik til der er 5 masker tilbage og bliv ved med at gå ned i maskeantal til alle masker er strikket med
  • Saml 8 masker op langs siderne og strik igen rundt
  • Strik 2 masker drejet ret sammen i slutningen af den pind hvor der er mange masker på, og strik 2 masker ret sammen i begyndelsen af samme pind, gør dette på hver 2. omgang, til der igen er 32 masker på en omgang.
  • Strik til fod måler 24 cm fra hælen.
  • Luk af til tå, strik 2 masker ret sammen i begyndelsen af hver pind og 2 masker drejet ret sammen i slutningen af hver pind. Gør dette på hver 2. omgang.
  • Når der er 16 m tilbage på en omgang, klip garnet og træk det igennem alle masker, stram til, og hæft på bagsiden. (Ved godt at mange strikker ned til der kun er 4 masker tilbage på en omgang, men jeg bryder mig ikke om de der sokker med spids tå, derfor lukker jeg tåen før)


Til str. 38 gøres foden bare lidt kortere.

Kommentarer

Populære indlæg